Det bulgarsk syngende kvindekor, Sedjanka fra Aarhus, vandt lørdag den 9. juni 1. prisen i kategorien for folkemusikkor på den internationale festival IV-th INTERNATIONAL CHOIR FESTIVAL „CHERNOMORSKI ZVUTSI” i Balchik, Bulgarien.
Skønt det er første gang Sedjanka har deltaget i konkurrencesammenhæng kan sangerne og Michael Deltchev nu bryste sig af at have besejret flere europæiske folkemusikkor – her iblandt kor fra Bulgarien.
Koret, der ledes af den bulgarskfødte dirigent Michael Deltchev kan netop i dette efterår fejre sit 20 års jubilæum.
Sedjanka har optrådt ved adskillige begivenheder i såvel Danmark som Bulgarien, bl.a. ved indvielsen af Den Sorte Diamant og i bulgarsk TV-show. Koret har udgivet 3 CD’er.